Minikonfirmander og andet godtfolk

I Ølgod sogn har vi de seneste år haft stor fokus på undervisningen af børn og unge i kirkelig sammenhæng. Vi begyndte bl.a. for tre år siden med fast at tilbyde 3. klasserne minikonfirmandforløb i sensommeren og efteråret.

Det er blevet godt modtaget, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger både fra børn og forældre. For hvert år er der kommet en større gruppe minikonfirmander, og derfor har vi i år besluttet at dele dem op i mindre hold, så alle har chancen for at få god og vedkommende undervisning.

De voksne, der deltager hver gang, er i år kirkesanger Dorte Karlsmose, (tidl.) børnehaveklasseleder Karen Margrethe Nielsen og sognepræst Else Juul. Vi vil lægge vægt på at lade børnene opleve kirken, tårnet, kælderen, kapellet og kirkegården sammen med en voksen, som man kan tale med undervejs. Derudover vil der være lege, sange, stjerneløb, skuespil og kreative aktiviteter. Det skal være sjovt og spændende at være minikonfirmand, og man skal også gerne lære noget nyt.

Undervisningen foregår torsdage lige efter skoletid, første gang den 23. august. Vi fortsætter indtil efterårsferien. Det er gratis at deltage. Man behøver ikke at være døbt for at deltage, og man kan godt blive konfirmeret uden at have været minikonfirmand. Alle 3. klasses elever får en invitation efter sommerferien.