Gudstjenester for mennesker med demens

I Ølgod har vi to plejehjem; aktivitetscenteret og et demensafsnit på Vinkelvej. Præsterne kommer jævnligt på begge plejehjem og afholder gudstjenester.

For de demente kan det være svært at holde koncentrationen under en traditionel gudstjeneste. Selv om vi prøver at tilrettelægge gudstjenesten, så den passer til mennesker med demens, får de ikke den samme oplevelse, som hvis de havde været i kirken.

I samarbejde med kommunen og en række frivillige er vi begyndt at holde demensgudstjenester i Ølgod kirke. Det sker 1-2 gange årligt. Her er alting lagt an på, at det skal tale til kirkegængernes sanser; orgelet spiller afdæmpet, der er pyntet op med velduftende blomster, der er levende lys på alteret, der bliver sunget velkendte salmer og bedt fadervor i kor.

Efter gudstjenesten bliver der disket op med kaffe og hjemmebag.

Vi har rigtig gode erfaringer med demensgudstjenesterne. Det er tydeligt, at der kommer en særlig stemning, når de ældre kommer ind og mindes andre gange, hvor de har været i kirken. Nogle af dem, der knap har noget sprog, sidder og nynner med på salmerne, og synger måske endda med. Der kommer lys i øjnene på de ældre, og de føler sig tydeligvis godt tilpas.

Brugerne fra Vinkelvej får en særlig indbydelse, og de sørger for at have personale og frivillige med, men andre med demens er også velkomne, hvis man har mulighed for at tage en hjælper med.

Vi er i øjeblikket i gang med at fastsætte en dato for den næste demensgudstjeneste i Ølgod kirke.