Cykelgudstjeneste

For tredje år i streg har vi haft cykelgudstjeneste i vores tre kirker. Det er en meget velbesøgt gudstjeneste, især når vejret er så godt, som det var i år. Vi begyndte i Bejsnap kirke, hvor vi fik første del af gudstjenesten, hvorefter der var rundstykker og kaffe. I Ølgod var der frugt og vand, da folk nåede frem, og anden del af gudstjenesten. Så gik turen vestpå mod Strellev, hvor der var altergang og velsignelse, inden vi fulgtes ad til forsamlingshuset, hvor menighedsrådet var vært for en gang frokost.

Der var en fantastisk stemning hele dagen; snakken gik lystigt, og der blev sunget godt med! Det er spændende at se hinandens kirker og opleve de forskelle og ligheder, der er.

Vi glæder os til cykelgudstjenesten næste år!